Vejledning
Nedenfor kan du læse, hvordan der søges om tilskud til befordring til elever med svære handikap.
Ansøgningen skal for hver ny elev, der søges tilskud til, indeholde en ansøgning og en selvstændig erklæring fra PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) om diagnose, befordringens nødvendighed samt angivelse af befordringens varighed og art. I de tilfælde, hvor der ikke udfærdiges en PPR-erklæring, indsendes en lægeerklæring.
For elever der lider af permanente handikap og som tidligere er godkendt til befordring af Fordelingssekretariatet, skal PPR-erklæring fornys hvert 3. år.
Skolen har ansvaret for, at ovennævnte dokumentation indhentes, og at dokumentationen indeholder alle de oplysninger, der er nødvendige for, at Fordelingssekretariatet kan træffe afgørelse i sagen.
Der kan gives tilskud op til 25 km. til skole og op til 25 km. fra skole, pr. skoledag. Der ydes ikke befordringstilskud ud over disse maksimale afstandsgrænser.
Ansøgningen skal fornys mindst én gang årligt.
Der kan løbende søges tilskud til befordring, hvis behovet skulle opstå i løbet af et skoleår.
Ansøgning om befordringstilskud til svært handikappede elever i det kommende skoleår er 1. maj.
Elever med svære handikap er elever med vedvarende diagnostiske lidelser, der medfører svær fysisk, psykisk, kognitiv, intellektuel og/ eller sensorisk funktionsnedsættelse.
Ved befordring med taxa skal skolen indhente 2 skriftlige tilbud. Begge tilbud skal vedlægges ansøgningen. Kan der ikke indhentes tilbud, skal skolen redegøre herfor. Der gives tilskud til det billigste befordringstilbud.
Vi anbefaler at skolen undersøger muligheden for at befordringen kan være med flex-taxa/ flextrafik og benytter denne, hvis det er muligt.
En indgået kontrakt kan efter skolens begrundede ønske forlænges i op til 3 år. Den indgåede aftale herom indsendes til Fordelingssekretariatet. Udgiften accepteres reguleret i overensstemmelse med nettoprisindekset. Efter 3 år skal der indhentes mindst 2 nye tilbud.
Ansøgning med bilag som beskrevet ovenfor, skal indsendes til Fordelingssekretariatet via Eunomia "Send fil", da materialet indeholder personoplysninger. Se hvordan på www.fordelingssekretariatet.dk
Ifald eleven er berettiget til befordringstilskud, vil skolen modtage et tilskudstilsagn fra Fordelingssekretariatet. Et tilskudstilsagn gælder maximalt for det skoleår, som ansøgningen vedrører. Tilskuddet udbetales som månedligt forudbetalte rater. Pr. 31/12 og 30/6 opgøres de faktiske udgifter og der foretages eventuel regulering.
Såfremt der opstår ændringer i en elevs situation, således at befordringsbehovet ændres, efter at der er givet et tilskudstilsagn, eller en tilskudsmodtagende elev udmeldes af skolen, er skolen forpligtet til hurtigst muligt at give Fordelingssekretariatet meddelelse herom. Fordelingssekretariatet er berettiget til at foretage regulering i det tildelte tilskud. Der kan løbende søges om tilskud til ny-indmeldte elever.
Ifølge friskolelovens § 3, stk. 4 skal skolekommunen yde vederlagsfri pædagogisk-psykologisk rådgivning. Elever på frie grundskoler skal behandles på lige vilkår og i samme omfang som kommunens øvrige elever f.s.v.a. undersøgelser, vurderinger, erklæringer m.v. Udgifter til eventuel supplerende lægeerklæringer betales af Fordelingssekretariatet.
Andre psykologer/ læger udenfor PPR kan forestå en udredning af en elev, men den stedlige PPR skal under alle omstændigheder skriftligt attestere udredningen/ befordringsbehovet.
Det er kun nødvendigt at indhente særlige læge- og eller sygehuserklæringer, hvis disse er en forudsætning for, at PPR kan tage stilling i sagen og kan udfærdige en erklæring.
Det er ikke tilstrækkelig tilskudsdokumentation, at PPR underskriver en erklæring/ vurdering fra skolen om elevens behov. Der skal foreligge en selvstændig erklæring fra PPR, hvoraf elevens befordringsbehov tydeligt fremgår.
Det er skolens ansvar, at al dokumentation foreligger inden ansøgningsfristens udløb. Skolen anbefales så tidligt som muligt at orientere PPR om, hvilke elever, som ønskes udredt. Hvis PPR alligevel ikke kan nå at behandle sagen inden fristens udløb, skal PPR skriftligt overfor skolen gøre opmærksom på dette. Der ansøges herefter som normalt. Med ansøgningen skal vedlægges PPRs brev til skolen, og PPR-erklæringen skal eftersendes til Fordelingssekretariatet, så snart den foreligger.